Spring til indhold

Hvad siger deltagerne

Er du nysgerrig på, hvad andre oplever, at de har fået ud af Anonym Stofmisbrugsbehandling?

Kvinde 28 år

"Jeg har ikke røget hash i 4 måneder nu - det havde jeg aldrig troet, ville kunne lykkes for mig. Jeg frygtede, at hvis jeg stoppede, så ville jeg blive evigt deprimeret - men det skete ikke. Nu er jeg blevet glad igen, og jeg er stolt af mig selv."

 

"Da jeg selv forsøgte at stoppe med at ryge, følte jeg mig meget alene. Det, der især har hjulpet mig videre er, at der i gruppen er andre som er i samme situation som mig selv - og deres støtte har været rigtig god, i forhold til at jeg nu ikke længere har brug for hash i mit liv."

 

Mand 42 år

"Jeg har altid holdt mit forbrug med amfetamin hemmeligt, og mine nærmeste vidste det ikke engang. Jeg troede, det ville være svært at være ærlig omkring mit forbrug her i gruppen - men det var det slet ikke. Jeg får stor opbakning fra de andre deltagere, og gruppelederne har lært mig nye måder at se på mit misbrug på. Forløbet her har givet mig mange nye redskaber til at komme videre i livet uden stoffer."

 

Mand 57 år

"Jeg har røget hash stort set dagligt i 38 år. De seneste par år har jeg været meget træt af at være afhængig af rusen, træt af, at afhængigheden styrede mit liv så meget, træt af al den tid jeg brugte på det, træt af alle løgnene, og samtidig havde jeg en stor lyst til at finde ud af, hvem jeg egentlig var, når jeg ikke var konstant skæv." 

"Jeg havde en masse fordomme om sådan en form for gruppeterapi. Jeg forestillede mig, det ville være pinligt og akavet, sådan at sidde og udlevere sig selv. Men tværtimod. Det var en stor befrielse at møde folk, der var så forskellige fra mig, men samtidig havde de samme problemer at slås med, og de samme historier at fortælle, uanset hvilket stof de var afhængige af. Det var også fantastisk at have et sted, hvor jeg kunne fortælle helt åbent og ærligt om min afhængighed, mine tanker og overvejelser, uden at blive mødt med løftede pegefingre eller fordømmelse. I gruppen er der stor forståelse, og skulle man være faldet i og kommet til at give efter for sin trang, så er der kun opmuntrende kommentarer og klap på skulderen. Den opbakning betyder virkelig meget, når man skal ud af sin afhængighed. Samtidig kan man gå at glæde sig til næste møde for at fortælle, at man har nået sit mål og undgået fristelserne. Det er lige før jeg er blevet afhængig af de ugentlige møder gruppen i stedet for afhængigheden af hash, og jeg kommer til at savne dem den dag, hvor jeg er helt fri for min afhængighed af hash – og den kommer snart.”